onsdag den 17. august 2016

Katteparken i Lima


Vi kører igennem Miraflores på en af hovedvejene. Vi kommer forbi en lille park som ligger mellem to veje, hvor man kan kigge ind gennem det lave hegn.
"Ej se der er en kat" siger Line
Vi elsker katte, vi har selv en kat derhjemme og savner hende - lille sort/hvide Esmaralda.
"Hov der er flere katte!".
Pludselig går det op for os, at der ikke bare er flere katte, der er FYLDT med katte.



Parque Kennedy, hedder stedet, som faktisk er to små parker - eller én opdelt i to? Det er ikke bare sted for et par hjemløse katte - parken er hjem for omkring 100 katte. Aldrig har vi set så mange katte på ét sted.
Men som alle andre dyr i Peru, også hundene, er de helt fredelige og rolige.

Et par dage efter besøger vi parken sådan rigtig - på fod.


"Hvad sker der lige for alle de katte? De er jo over alt". Vores peruvianske venner trækker bare på skuldrene og siger "Det er Kennedy Park" - nå okay. 
Der er vidst ingen som helt ved hvordan det startede, men nu er parken altså ét stort kattehjem. 
Vi ser flere mennesker der sidder og er omringet af omkring 10 katte. De fleste sidder bare med en enkel i skødet. 
Og de ser også rigtig fine ud alle kattene - lidt sultne, selvfølgelig, det er jo ikke husdyrs-katte. Men pelsen er rigtig fin, og man har ikke noget imod at røre ved nogen af dem. De er enormt kærlige og nysgerrige. Selvom de fleste bare ligger og sover (men det gør katte jo også altid?).

Vi fortryder hurtigt at vi ikke har taget mad med, for det er helt klart det oplagte at gøre. Kattene har jo ikke nogen ejer som fodrer dem, og er klart afhængige af at folk kommer med mad til dem. Det er helt klart også måden hvorpå man kan få en hel gruppe af katte hen til sig.

Stedet er virkelig rent og der lugter overhoved ikke. Græsset er fint klippet og der er fine bede med blomster. Der bliver gjort rent to gange dagligt. Vi kan læse på nettet er der faktisk er ret godt styr på stedet, og på kattene. Mængden af katte bliver holdt nede, og hver uge bliver et par katte taget til dyrelægen. Der er også grupper af folk som skiftes til at komme og fodre kattene. Det er endda muligt at adoptere en kat med hjem.

Vi vil anbefale at tage hen i park nr. 2 (den mindste), for der er klart færre mennesker. I den første park var der faktisk ret proppet - også af folk der spillede Pokemon Go!

Parken ligger langs vejen Diagonal i Miraflores, Lima - kan ses på kortet herunder: det er både Parque central de Miraflores og Parque Kennedy. 


tirsdag den 16. august 2016

Madlavningskursus i Arequipa



Arequipa er kendt for god mad, og derfor valgte vi at tage på et madlavningskursus netop her. Vi havde valgt det helt rigtige sted til vores kurus - Peruvian Flavor og kokken Arthur. Vi var kun 4 personer ialt og vi fik både gode råd omkring hakning af grøntsager, hvordan man holder på kniven, flamberer mad osv. Vi tilbredet den klassiske cheviche med tigre de leche samt lomo - marineret alpakakød. Der var god tid til at få individuel coaching og alle lavede hver deres ret - så vi fik alle lov til at prøve det hele. Til sidst fik vi selvfølgelig lov til selv at spise den lækre mad. Hele fornøjelsen kostede den rørende sum af 200 kr. pr. person.



Arthur var enormt sød og opmærksom. Meget snaksagelig og nyserrig. Vi fik enormt mange gode råde, og lærte en masse om peruviansk mad og Peru. Stemningen var i top, og efter maden var tilberedt satte han sig med os og de to andre deltagende (to søde britiske piger) og fik en god samtale. Arthurs engelsk er usædvanligt godt og han kan også fransk (og ønsker at lære tysk). Han ejer selv restauranten hvor madlavningskursuset fandt sted. Den ligger i et hotel som familien ejer. Hoteldelen skal ikke skræmme nogen væk. Vi nåede desværre ikke at spise på restauranten, da madlavningskurset var på vores sidste aften i Arequipa. Men vi fik lov til at se menuen, og snakke med Arthur om retterne. Det så enormt lækkert ud, og vi er sikre på, at et måltid her vil være værd at prøve.

Peruvian Flavors tilbyder mange forskellige madlavnings-pakker, til forskellige priser. Undersøg mere på deres hjemmeside: peruvianflavor.com
Adresse: Plaza Campo Redondo Pasaje Violin 102

mandag den 15. august 2016

Arequipa: gode restauranter

Vi havde lidt svært ved at finde restauranter i Arequipa. Vi fandt en del som var anbefalet på Tripadvisor og i Lonely Planet, men da vi mødte op på adressen, var der ingen restaurant. Dette skete med ca. 40% af alle de restauranter vi ledte efter. Men vi endte dog alligvel med at få spist på nogle rigtig gode, som faktisk fandtes.

Zig Zag
 
Adresse: Calle Zela 210

Den første aften i Arequpia spiste vi her. Vi havde først sat os ind på 'Pisco', en anden restaurant. Her var de ikke særlig imødekommende, og da de ikke havde en menu på engelsk, synes vi det hele blev for snobbet og gik. Lige om hjørnet fandt vi 'Zig Zag', hvor vi blev budt enormt kærligt velkommen. Betjeningen var her virkelig fantastisk, og menuen på engelsk. Maden var samtidig også super lækker. Til forret fik vi vores første asparges (som af en eller anden grund er svære af få fat i - på trods af Peru er det helt store asparges land og impoterer til hele verden. Men det må åbenbart være ude af sæson?). Super delikate og lækre. Til hovedret fik vi gnocchi af quinoa og gulekartofler med pesto af amazoners urter. Desserten var passionsfrugtsis.
En rigtig fin restaurant, som også har virkelig mange former for bøffer, hvis man er til det.

Zingaro
zingaro-restaurant.blogspot.com
Adresse: San Francisco 309

Dette sted var enormt lækkert. Vi var der to gange, da vi ikke var helt raske den første gang, og derfor senere mente at vi måtte få så meget ud af stedet vi kunne. 

Første dag fik vi den lækreste forret. Det var indbagt ost og skinke, med en enormt lækker og helt sprød dej rundt om. Til at dyppe i var der stærk gourgemole. Det smagte fantastisk, og mættede meget.
Ved vores andet besøg fik vi begge en enormt smagfuld fisk. Den ene fisk var laks med tyndskåret mango. Den anden fisk var trout, som var sprødstegt med baconstykker i. Som tilbehør var der en form for bærkompot, som gav en sød smag til fisken.
Et virkelig lækkert sted, med nogle flotte lokaler. Stedet har også madlavningskursus. 




Dimas
Adresse: Calle Santa Catalina 302
Vi var her til frokost, hvor vi blev betjent af en enormt sød og rolig bedstefar. Det var nogle rigtig flotte lokaler, og maden var lækker og virkelig flot anrettet. 
Marianne fik trout med sorte ris. Line fik ravioli med peruviansk pølse og pesto. 


søndag den 14. august 2016

Peru: Aguas Calientes


Hvis du vil se Machu Picchu (hvilket jo uden tvivl er et must i Peru), så skal du til denne lille fine by. Byen ligger 20 minutters bustur fra Machu Picchu, og for foden Machu Picchu bjerget. Det betyder dog ikke, at du kan se selve Machu Picchu-byen fra Aguas Calientes. Dette var også en af inkaernes gode grunde til at lægge deres by netop dér. Machu Picchu er total skjult, og først når du næsten er på samme højde som byen, kan du se den.

Aguas Calientes kan kun nåes via tog - der er simpelthen ingen anden måde at ankomme til denne by. Den ligger i den hellige dal, som er enormt smuk med flotte høje bjerge, nogle med sne, og en flod som løber hele vejen igennem. Turen med tog er enormt smuk, og derfor ikke en svaghed for at nå til byen.
Aguas Calientes er omringet af bjerge, som ligger helt tæt. Hvor du end går henne, kan du kigge op og se de smukke bjerge helt tæt på. Det gør byen enormt smuk og fantastisk at gå rundt i. Midt i byen løber også togskinnerne, som man selvfølgelig bare går over. Det giver en sjov følelse til byen, som minder en smule om noget fra en westernfilm. Også den store flod løber igennem byen, som også har flere broer, samt et rigtig fint lille marked med sweatre, tørklæder, smykker, hatte osv.. På mange punkter er den en enormt smuk by, og vi undrer os meget over den hårde kritik vi har hørt folk give den lille by. Den er da klart noget for sig, men på en god måde.
Byen er også bestemt værd at tage en overnatning i, især så man ikke tager både togtur x 2 og Machu Picchu på samme dag. Det ville være ærgerligt at forhaste den store oplevelse på den måde. Det bedst at være udhvilet og besøge Machu Picchu tidligt om morgen, før alle de en-dags-besøgende kommer til. Der er også rigtig gode restauranter i Aguas Calientes, som man bestemt kan besøge. 

indiofeliz.com
Adresse: Calle Lloque Yupanqui 103













Vi vil især anbefale Indio Feliz. Restauranten serverer fantastisk mad, som vi ikke helt kunne sætte fingeren på hvor hørte til. Der var noget lidt caribisk over det - samtidig med det selvfølgelig var peruianske råvarer. Vi fik begge en fantastisk kylling. Marianne fik en kylling med ananas - eller nærmere ananas med kylling i. En helt stor ananas udhulet - og så med rom til. Samtidig fantastisk. Line fik kylling, men med enormt lækker mango skiver til. Til forret fik vi de lækreste avokadoer og papayaer, virkelig udsøgt. 
Men det fedeste var næsten stedet, som havde et sø-temaer, og var helt proppet med galionsfigurer  tønder og andre sjove genstande, og så var vægge plastret fuldstændig til med sedler fra alverden samt visitkort fra 1000 vis af mennesker. Bestemt et underholdende sted. 

Cuszo: Morena

Adresse: 348-B Calle Plateros
morenaperuviankitchen.com

Dette sted blev nærmest vores stamsted da vi var i Cuszo. Vi endte med at besøge stedet hele 3 gange. Det skyldes flere faktorer. Normalt vil vi prøve at spise så mange forskellige steder som muligt. Men i dette tilfælde havde vi en par møder med noget forretning undervejs, og da det lå tæt på vores hotel - og var så lækkert som det er - så valgte vi at spise her to gange til. For lækkert det er det virkelig. Menukortet består af en lang række spændende retter, som alle smager udsøgt. Du kan også få lækre juices, hvor du får nærmest en halv kande serveret pr. person. 
Men det er ikke kun maden, også betjeningen og atmosfæren er fantastisk. Tjenerne er simpelthen så søde og glade, og servicemindet. 

Klart en anbefaling værd, hvis du skal til Cuszo.

Praktisk information: 
Du kan ikke bestille bord, og kan nogle gange godt ende med at skulle stå og vente. Jo tidligere du komme jo større sandsynlighed er der for der ikke er mange mennesker - kom omkring 6-halv 7 tiden.
Portionerne er store, som alle andre steder i Peru. 

tirsdag den 9. august 2016

KLM - suveræn god service i luften


Vi har netop foretaget vores første langdistance flyvning med KLM og er på det nærmeste lettede over, at der stadigvæk findes god service hos de store flyselskaber. Det er ellers gået voldsomt ned af bakke de seneste år i takt med at økonomien bliver presset.

Vi stod på et KLM fly i københavn og fik serveret en fin sandwich og tilbud om drikkevarer på den korte flyvetur til Amsterdam. Efter en kort ventetid stod vi på flyet til Lima, og kunne se frem til en flyvetur på over 12 timer.
Vi havde på forhånd benyttet os af mulighederne for at tilkøbe gode pladser i flyet, så vi fik en række med kun 2 sæder. På vejen hjem har vi tilkøbt sæder på Economy comfort hvor vi igen får en 2 personers række og sæder der kan vippe yderligere tilbage samt der er mere plads mellem sæderne.


På den lange tur til Lima fik vi 3 serveringer her
af 2 måltider med 3 retter mad. Maden var klart bedre end det vi har fået på de sidste mange flyvninger og der var frit valg mellem både alkoholiske og ikke alkoholiske drikkevarer. Mellem måltiderne kom personalet hyppigt forbi med drikkevarer og servicen var i det hele taget smilende, professionel og behagelig.

Vi ser nu med sindsro frem til den lange natteflyvning hjem og vil uden tvivl checke om KLM flyver til vores næste rejsemål og betaler gerne lidt ekstra hvis nødvendigt for så god en oplevelse.

fredag den 13. maj 2016

The 4th of July i New York


I 2009 var vi på vores store rundtur i den nordlige del af USA. New York er en af vores favorit byer - det er en by med en hel speciel og unik stemning og følelse, som man kun kan forstå, hvis man har været der. Vi havde nogle dage i New York, som var vores tredje gang i byen.
Da vi ankom til denne hippe storby, var det amerikanernes store uafhængighedsdag, nemlig the 4th of July. Denne dag går amerikanerne meget op i, og den markeres altid med fyrværkeri. Festdagen satte sit præg på den meget travle storby som aldrig sover.

Vi startede aften med at spise en enormt lækker gang sushi. Vi sad i baren og kunne se sushikokken lave vores mad.
Efterfølgende gik vi ned mod hudson river. Det var en flot og klar aften. Men det helt specielle og bemærkesværdige ved byen på denne aften var stilheden. New York er, som rygten siger, en enormt travl by, på alle tidspunkter er der folk og biler på de lange gader.

Byen er bygget snorlige, blokkene står i præcise rækker og linjer. Da vi gik over en fodgængerovergang, opdagede vi pludselig hvor lige de lange gaderne er. Vi kunne se så langt øjene rækkede ned af gaden - der var helt mennesketomt og kun et par biler, da alle var nede for at se fyrværkeri. En meget speciel oplevelse i denne storby.

Nede ved floden var der fyldt med mennesker, og der blev fyret fyrværkeri af. Det var super flot, og meget kreativt - fyrværkeriet var i de vildeste former, formet som smiles og kasser.


Folk havde stået i flere timer, måske helt fra morgen af, for at få en god plads ved floden. Vi stod ikke ved selve floden, men kunne stadig se og nyde fyrværkeriet. Ingen grund til at bruge hele dagen på at vente, for at få en god plads.

fredag den 22. april 2016

Kilimanjaro

En tur til toppen af Kilimanjaro er en eventyrlig smuk oplevelse med mange udfordringer både fysisk og mentalt. I marts måned 2016 foretog vi bestigningen til Afrikas tag


Den grundige forberedelse
Det er den generelle opfattelse, at alle med blot en almen god kondition kan bestige Kilimajaro. Dog erfarer vi, at man, ud over at have en fornuftig fysik, også skal være mentalt indstillet på at højden på bjerget kan have en uvant indvirkning på både kroppen og den mentale tilstand.
Da toppen alene kan bestiges til fods, og der absolut intet er at købe undervejs, er det vigtigt at være grundigt forberedt hjemmefra. Ingen af gruppens deltagere har tidligere været på denne type rejse, så alle har checket vaccinationskort, skaffet udstyr til turen og gået de nye vandrestøvler til.
De 5 dages vandring/klatring til toppen vil bringe os igennem 5 forskellige vegetationszoner, og vi skal på de få dage håndtere temperaturer fra +30 til -15 grader. Da vi maksimalt må medbringe 15 kg inkl. liggeunderlag og sovepose, bruger vi lang tid på at beslutte, hvad der skal med i rejsetasken. Filmholdet på 4 personer skal desuden sikre solceller til opladning af batterier og rigeligt med hukommelseskapacitet til kameraerne.
Efter nogle måneders intens planlægning i samarbejde med turens professionelle rejsebureau Afrika-Safari står vores lille gruppe på 15 personer en tidlig morgen klar til afgang fra Københavns lufthavn. Vi sætter kurs mod først Istanbul og derefter til det endelig rejsemål Kilimanjaro, hvor vi lander et par timer efter midnat dagen efter.
Første dag går med at sove længe på hotellet i den lille by Moshi, leje soveposer og store plasticposer til vores tasker, slappe af ved poolen samt til at få den første briefing omkring turen til bjergtoppen fra vores to chefguider Ramadhan og Johnny. Det er nu, at det for alvor begynder at gå op for os, at vi i morgen skal bestige et bjerg, og jeg må indrømme, at jeg får en lille smule mavepine ved tanken. 


Turen gennem regnskoven i langsomt tempo
Næste formiddag ankommer vi til Machame Gate (indgangen til Kilimanjaro) som ligger i 1490 m højde. Vi indskriver os, lægger de udleverede madpakker i  dagsrygsækken og begynder første dags vandring mod toppen. Turen går gennem regnskov, hvor omgivelserne er meget grønne og utroligt smukke. Dagens vandring er på 18 km og vi skal stige næsten 1500 højdemeter.
Vores garvede 60 årige guide Felix er i dag, som alle de øvrige af turens dage, i front og hans langsomme tempo er til stor irritation for mange af os. Flere, bl.a. den ene af vores fotografer, overhaler Felix for at lægge sig i spidsen i et lidt hurtigere tempo. Denne ekstra ”anstrengelse” kommer han senere til at betale for, han er nærmest udbrændt allerede på dag 2. Så det er ikke uden årsag, at de meget erfarne guider igen og igen siger ”pole pole”, hvilket betyder langsomt. Der er langt til toppen og højden vil meget snart begynde at påvirke os.
Efter knap 6 timers vandring ankommer vi til den første lejr Machame Camp i 2980 m højde, hvor Sara Tours mandskab allerede har slået telte op og lagt vores tasker klar til udpegning.  Vi overnatter i 2-personers telte med et lille fortelt, hvor vores tasker kan stå i tørvejr. Tomas har været så sød at give mig pladsen ved siden af hustruen Maria, så vi som de eneste 2 kvinder i gruppen deler telt. Vi går straks i gang med at organisere os, hvem sover hvor, hvor sætter vi skoene og hvor skal taskerne stå. Vi er i regnskoven og jorden er temmelig mudret, så alt bliver beskidt, og kondensvand på indersiden af teltet kan hurtigt gøre både tasker og indhold vådt. De kommende dage bliver telt, underdug og vores tasker mere og mere mudrede, og vi får hurtigt en rutine. Til stor morskab for resten af gruppen tørrer vi hele teltet af med vådservietter, før vi pakker liggeunderlag og soveposer ud.


En 62 personers supportgruppe sørger for at vi når toppen
Zara Tours supportgruppe, der skal hjælpe os til toppen af Kilimanjaro, består af 62 personer, heraf 7 meget erfarne bjergguider, med en fleksibilitet og støtte som jeg ikke troede mulig under så svære forhold. Hovedparten af personalet er bærere (portere), som slæber vores oppakning, sovetelte, mad- og køkkentelt samt toiletter til de af os, der ikke kan overskue at skulle bruge et stinkende hul i jorden. Det er en gruppe hårde drenge. Hver morgen, når vi sætter kurs mod næste camp, pakkes hele lejren ned og efter 1 time begynder porterne, med 24 kg på hovedet, at passere os i et jævnt og noget hurtigere tempo end vi bevæger os i. Det er imponerende at opleve, hvordan disse slanke og seje mænd bestiger bjerget som bjerggeder. 

Køkkenpersonalet forkæler os med snacks og te, når vi ankommer til en ny lejr, f.eks. har pop-corn fået en helt ny mening for os alle. Hver aften får vi 3 rettes middag, som i takt med at råvarerne bliver brugt op, bliver mere og mere ensartet, men stadigvæk er så god, at maden glider ned. Vandforbruget af kogt flodvand på 4-5 L pr. person, som bl.a. skal være med til at holde højdesygen fra kroppen, bliver leveret ved teltet i vores drikkedunke hver morgen. Det er ret imponerende så god styr der er på hygiejnen. Ingen af os får den for Afrika så ellers velkendte "turistmave" hvilket er en stor lettelse - det ville være svært at overskude en sådan omgang på vej op ad Kilimanjaro. 

Højden begynder at kunne mærkes
Vandringen dag 2 går gennem stenet og lidt stejlere terræn, som fortsat er frodigt og først på 3. dag, tynder det kraftigt ud i vegetationen.  Denne dag går vi gennem et klippefyldt og meget øde landskab med en stabil opadgående hældning. Her er utroligt smukt, barsk og vindblæst. Der kommer et kraftigt regnvejr undervejs, så vi må stoppe og klæde både os selv og rygsækkene i regntøjet. Turen ender ved Lava Tower, som er et vartegn for en urgammel vulkansk aktivitet. Kokkene og porterne er ilet i forvejen og har slået vores madtelt og toiletter op, så vi bliver budt velkommen med varm te og frokost. Dette er vores første dag over 4 Km højde og alle er tydeligt mærkede af den tynde luft. Flere har kvalme og kaster op. Vi er blevet briefet omkring de symptomer, der følger med den tynde luft i højderne. Den manglende ilt vil typisk give kvalme, svimmelhed, hovedpine, åndenød og søvnbesvær. Det er ubehageligt men ikke farligt, og Johnny samt Ramadhan har styr på vores tilstand. 

Hver morgen og aften får vi målt iltindholdet i blodet samt får taget puls, det er som at være til eksamen 2 gange om dagen. Pegefingeren placeres i et lille målerapparat som efter ca. 10 sekunder afgør, om du kan få lov til at fortsætte turen eller ej. I Danmark ved havets overflade, ilter vi typisk blodet 100%. I takt med at vi kommer højere op ad Kilimanjaro, stiger pulsen og iltindholdet i blodet falder. Det kritiske tal er 60%, hvis en af os kommer  så langt ned, er der fare for højdesyge, en tilstand man skal tage meget alvorlig, da den i værste fald kan være dødelig. Eneste ”medicin” er at skynde sig ned i lavere luftlag. Kommer en af os i det kritiske område, vil en af guiderne tage turen ned af bjerget med den uheldige. Kroppen vænner sig langsomt til det lavere indhold af ilt, hvorfor det er vigtigt at foretage opstigningen over så mange dage som muligt. Hver dag går vi til en højde der typisk ligger 100 m. over den højde, vi den samme dag skal overnatte i, så er kroppen i korter tid blevet udsat for højden. Selv om mange har ubehag på dag 3, er ingen af os i nærheden af skulle vende næsen mod havets overflade.


Base camp – sidste stop før toppen
Vejen til toppen af Kilimanjaro er primært en stejl vandring, kun enkelte steder skal turen klares ved decideret klatring. Barranco wall er en relativt stejl klippe, som vi skal over for at komme videre mod Base camp. Denne del af turen har jeg personligt frygtet mest og Maria er heller ikke tryg ved udsigten til den stejle klippeside, som vi har overnattet for foden af. Vi får derfor begge vores egen guide, som skal hjælpe os de steder, der er specielt stejle. Jeg kunne personligt ikke have klaret den del af turen uden min guide Mmassa. Jeg er 1,56 m høj og flere steder er mine ben ganske enkelt for korte til at kunne nå fra den ene klippe til den anden.  På dag 5 når vi ved frokosttid endelig Base camp, som ligger på en smal og klippefyldt højderyg, hvor vinden river og rusker i teltet. Vi ser nu direkte op på den smukke sneklædte bjergtop, som vi skal bestige i løbet af de næste par timer. Eftermiddagen tilbringer vi i vores telte for at hvile ud og gøre os klar til natten. Maria og jeg ser på hinanden og smågriner lidt, det er vist for alvor her det går op for os, hvad vi har kastet os ud i. Kl. 17 er der tidlig aftensmad og alle går igen retur til teltene for at få et par timers søvn. Vi bliver vækket kl. 22.30 og mødes i spiseteltet for den sidste briefing. Alle har taget ekstra mange lag uldtøj på og har pandelamperne klar. Lidt før midnat begynder vi den sidste opstigning til toppen. Vi går i en lang række med Felix i front, og de næste 7 timer går vi som ”lemminge” op og op ad en stejl bakke, der bedst kan beskrives som en upræpareret sort piste med sne og klipper. Vejret er helt klart og over samt omkring os er der den flotteste stjernehimmel. Vi går langsomt, faktisk helt utroligt langsomt, og alligevel hiver vi efter vejret. På denne udmattende tur kommer mange af os igennem flere personlige kriser. Vi skal stige 1200 m, hvilket er virkelig meget på så kort tid, og man får nærmest en ”ude af kroppen” oplevelse i takt med at de fysiske symptomer bliver værre og værre. Ved 5700 m bliver jeg pludselig voldsomt svimmel og må holde guiden i hånden resten af turen til toppen, da jeg er nervøs for at falde om. Maria har en slem kvalme og alle har det skidt på den ene eller anden måde.
Da vi endelig når mellemstationen Stella Point på kraterkanten ca. 100 m fra toppen, er vi udmattede men også høje over, at vi klarede det hertil. Efter et kort stop er Felix atter på vej, De sidste 45 min tilbagelægges så vi når toppen af Kilimanjaro - Uhuru Peak, da solen står op fra en skyfri himmel. Det er ganske enkelt enestående, utroligt smukt - tænk at vi har været så heldige med vejret og turen op til toppen. Lettelsen over at vi alle 15 har klaret det og nu står samlet på toppen, gør os overstadige og samtidig rørte. Næsten alle fælder en tåre eller 2. Og så skal det gå stærkt med at få taget billeder, inden vi skal nedad igen. Det anbefales maksimalt at blive på toppen 30 min. da luften heroppe er meget tynd.  

Nedstigningen er stejl, vi småløber, glider i sne, grus og sten de 3 timer, det tager at komme retur til Base camp. Her får vi 2 timers hvile, hvorefter vi skal pakke sammen, spise frokost og så er der 15 Kms vandring nedad til den sidste overnatning på bjerget. Turen ned er hård, vi har stort set ikke sovet i over et døgn og er trætte efter turen til toppen. Vejen er stenet og ca. hvert 5 skridt er et stejlt trin ned af en klippe eller en sten. Det er hårdt for både lår og knæ og for mig personligt er disse 15 Km. klart de hårdeste på hele turen.
Efter endnu en overnatning og en for alle virkelig god nats søvn, går vi de sidste 15 stejle Km nedad til Gaten hvor vi bliver mødt af Zara Tours personale med en kasse iskolde Kilimanjaro øl, mousserende vin og snacks. Alle giver slip og stemningen er på det nærmeste euforisk, vi har sammen været på en tur som for altid vil være en af de største oplevelser i vores liv.
  
En stor tak til vores rejsearrangør Afrika-Safari samt deres afrikanske partner Zara Tours. Ramadhan og Johnnys team var enestående. Vi følte os fra starten i trygge hænder og de professionelle, men samtidig meget personlige guider, havde tid og overskud til at tilpasse turen til den enkeltes individuelle behov, hvilket gjorde denne ellers hårde tur til en positiv og uforglemmelig oplevelse.



Praktisk information
  • Zara Tours, som var vores lokale rejsearrangør på bjerget, leverede en udsøgt service og fantastiske guider. Spørg efter Ramadhan og hans team. https://www.zaratours.com/
  • Bemærk at der skal betales drikkepenge til guider og andet personale – beregn ca. 200$ pr. person
  • Der skal en del vaccinationer til et besøg i Afrika så check med egen læge eller rejsevaccinationen i god tid. Vi bruger altid Rejseklinikken i Ordrup, de er godt opdaterede omkring hvilke vaccinationer, der er aktuelle her og nu. http://www.rejseklinikken.dk/
  • Vi fløj med Turkish Airlines med 6 timers mellemlanding i Istanbul. Derved tog rejsen over 20 timer hver vej. Hjemturen var en decideret katastrofe med utrolig dårlig service både på turen fra Kilimanjaro til Istanbul og fra Istanbul til København. Kvaliteten hos Turkish Airlines er for svingende, så dette flyselskab kan ikke anbefales. KLM over Amsterdam og Nairobi er en anden god mulighed.
  • Hvis du ikke tidligere har været på vandring skal der investeres i en del udstyr. Dog kan f.eks. soveposer og vandrestave med fordel lejes på hotellet.
  • Sørg for at din rejsetaske er helt vandtæt og pak alt taskens indhold i vandtætte poser (drybags). Når det regner på Kilimanjaro, så kommer der rigtig meget vand på en gang.
  • Sørg for at være i god form og sørg for anden motion end at løfte vægte i træningscentret. Jeg gik 10-14 km 3 gange om ugen i de sidste 3 måneder før afrejse, jeg havde stort set ingen problemer med ben og fødder. Sørg for at have speciel fokus på at få trænet knæene. Vandrestave til nedturen er et absolut must.

FOTOS: Tomas Villum Jensen og Jan Winther

lørdag den 19. marts 2016

En sviner til Turkish Airlines

Kvaliteten er lige så ustabil som det danske vejr

Vi mennesker har gode og dårlige dage og det samme gælder åbenbart Turkish Airlines. Sidste sommer var vi på en fin flyvning fra København til Istanbul. Rejsen både frem og tilbage var ganske udmærket. Venligt personale samt tilfredsstillende mængder og kvalitet af mad og drikke.

Af samme grund var jeg ikke i tvivl om, at vi ville få en god rejse, da jeg som koordinator for en velgørenhedstur til Afrika var med til at udvælge Turkish Airlines som luftfartsselskab for rejsen frem og tilbage til Kilimanjaro. Også selv om dette valg ville betyde 6 timers ventetid i Istanbul.
Udrejsen gik fint. Behagelig tur til Istanbul hvor vi alle 15 var placeret på sæder i forlængelse af/bag hinanden. På turen fra Istanbul til Kilimanjaro tror jeg, at vi var med selskabets dreamliner. Et nyere fly og pænt med plads mellem sæderne.  Også servicen på ruten til Afrika var fin.

Kilimanjaro
Hjemrejsen var til gengæld tæt på en katastrofe. Efter vi i 7 dage havde klatret til toppen af Kilimanjaro og ned igen, stod vi på et Turkish Airlines fly kl. 02.30 om natten. Vi var godt trætte og bare indstillede på at skulle sove de næste mange timer. Kilimanjaro viste sig at være en mellemlanding mellem Istanbul og Mombassa i Kenya, hvor vi og enkelte andre passagerer stod på flyet. Maskinen var godt fyldt op, og en bølge af modvilje mødte os, da vi kom ind i flyet. Folk var ikke meget for at flytte tasker, tæpper, puder osv. der lå på de sæder, hvor vi skulle sidde. Der var ikke meget hjælp at hente fra kabinepersonalet, som generelt var sure og trætte. En amerikansk herre fyldte 3 sæder hvor 2 personer fra vores gruppe skulle sidde, og de måtte finde ledige pladser andre steder i flyet. Vi blev placeret spredt i hele maskinen og kun enkelte af os fik mulighed for at sidde sammen. Jeg selv blev placeret på bagerste sæde, som kun kan lænes tilbage et par cm., og så er en natflyvning det rene mareridt.



Efter ca. 45 min. nåede vi til Mombasa. Vi blev siddende og var vidner til  personaleskifte og en ny stab som var sure og frustrerede over at skulle overtage et så rodet fly. Der kom rengøringspersonale om bord, som gjorde rent mellem fødderne på os. Rene tæpper og hovedpuder måtte vi spørge efter, der var dog ikke nok til at alle kunne få. Efter mere end 1 times stop fløj vi videre mod Istanbul. Først 3 timer efter vi var steget på flyet, fik vi tilbudt de første drikkevarer ledsaget af en knastør bolle. Alt i alt en flyvning som var den rene katastrofe - at vi var dødtrætte pga. rejsetidspunktet og klatreturen til toppen af Kilimanjaro gjorde naturligvis ikke det hele bedre.

Efter endnu mange timers stop i Istanbul tog vi det sidste hop hjem til København. Her var vi også spredt ud over hele flyet. Dette til trods for, at vi var blevet lovet at alle pladser var booket på forhånd, og at vi derfor skulle sidde sammen som en gruppe. En trist måde at slutte en fantastisk velgørenhedstur for KidsAid på, hvor vi stod sammen og alle 15 nåede toppen af bjerget. Det ville have været dejligt også at tage den sidste del af rejsen i hinandens selskab.

Vi rejser aldrig med Turkish Airlines mere  – kvaliteten er ganske enkelt alt for svingende!!

søndag den 22. november 2015

Bjerggorillaer i Uganda


At se ind i et par bjerggorillaøjne er som at se et menneske i øjnene


Jeg har faktisk fortsat en lille smule svært ved at forstå, at jeg har haft den enestående oplevelse at få lov til at besøge de truede bjerggorillaer i Ugandas regnskov. En stor - ja gigantisk enormt stor oplevelse, som kun få andre rejseoplevelser hverken før eller siden vil kunne måle sig med.


Bjerggorillaen er en stærkt truet dyreart. Denne art lever i dag kun i regnskovene i Bwindi Nationalpark i Uganda og vulkanbjergene i Virunga, der strækker sig over tre nationalparker i tre lande; Uganda, DR Congo og Rwanda. Gorillaerne var gennem mange år et yndet bytte for krybskytter. Desuden blev standen kraftigt truet af handel med levende dyr, borgerkrige, sygdom, sammenstød med lokalsamfundene og ødelæggelse af regnskovene pga. fældning af træer og omlægning til landbrug, hvor de lever. Men heldigvis virker målrettede tiltag for at øge antallet af gorillaer efter hensigten - i 1989 var bestanden helt nede på 690, og risikoen for at arten helt ville uddø var stor. Idag er bestanden steget til 880.


Vi skal besøge bjerggorillaerne i Bwindi Nationalpark som ligger i det sydvestlige hjørne af Uganda. Uganda, også kaldet Afrikas juvel, er et meget grønt og frodigt land og regnskoven med bjergkæden, hvor dyrene bor, er fantastisk smuk. Her er alle de nuancer af grønt, man på nogen måde kan forestille sig. 
Vi ankommer til vores hotel, som ligger på den ene side af en meget smal slugt. Udsigten fra vores lille luksushytte er en væg af grønne regnskovstræer, og jeg kan allerede nu mærke spændingen rykke i maven. Næste dag skal vi prøve at finde en gruppe bjerggorillaer et sted derinde i regnskoven. Efter en lækker middag er det sengetid, for vi skal tidligt afsted, for at være sikre på at kunne nå frem og tilbage til den gruppe dyr, vi skal besøge. Her er utroligt fugtigt, og da min veninde Maria og jeg kryber under vores dyner er de helt klamme - ja nærmest fugtige. Stor er glæden derfor, da vores fødder rammer de dejligste lune varmedunke i fondenden af sengene.


Der er 3 grupper gorillaer som tager imod besøg, i det område vi befinder os. Hver enkelt gruppe gorillaer må kun få besøg 1 gang om dagen og vi har nøjagtig 45 min. sammen med dyrene. Disse gorillaer er vandt til at se mennesker, hvilet er resultatet af en "indkøringsproces", som tager ca. 2 år. Man vænner stille og roligt dyrene til mennesker, ved at områdets rangers langsomt uge for uge kommer tættere og tættere på dem. De har hurtigt lært, at mennesker er ubetydelige og harmløse,  derfor er de ikke bange for os, og det er som sådan ikke farligt at besøge disse kæmpestore dyr. Det farligste på turen vil være evt. vilde elefanter, som kan dukke op på vores vej gennem regnskoven, derfor er de 3 rangers som følger os ind i regnskoven bevæbnede. Hvis gorillaerne er så udsatte, hvorfor løber man risikoen at lade mennesker komme så tæt på dem? Indtægter som bruges til at bevare arten, er det enkle svar. Det er dyrt at komme med på en bjerggorillasafari, men pengene er givet rigtig godt ud, da de bruges til at sikre bestandens overlevelse. Desuden går 20 procent af indtægterne til at forbedre forholdene for de lokale i landsbyerne for eksempel ved at bygge skoler og sundhedsklinikker. Lokalsamfundene har derved fået et incitament til at bevare gorillaerne og passe på skoven.

Før vores gruppe på 7 drager afsted ind i regnskoven får vi en grundig briefing. Alle bliver spurgt om vi er helt raske. Bjerggorillaer har 95% af den samme DNA som mennesker og en virus eller bakterie kan smitte direkte fra menneske til dyr, noget der i værste fald kan udrydde arten. Derefter får vi instrukser på, at der minimum skal være 5 m. hen til gorillaerne og såfremt et af dyrene beslutter sig for at nærme sig os, skal vi kigge ned og stå helt stille.

Vi køber os en dejlig vandrestav hver, flot udskåret i hånden og med en udskåret bjerggorilla, dem bliver vi senere rigtig glade for, regnskoven er ikke altid lige nem at komme igennem. Desuden har vi hver ”lejet” en ”porter”, som bærer vores rygsække med vand og kameraer. De er også behjælpelige på steder, hvor der er mudret og terrænet er meget stejlt. Og nu er det jo sådan, at vi selv må udvælge vores følgesvende, og der går ikke mange minutter, før Maria og jeg har udpeget 2 af de flotteste unge mænd i flokken af bærere :-) 2 damer i gruppen er meget i tvivl om, de skal vælge en porter og ender med at hyre én enkelt. Det er helt tydeligt at de føler sig dårligt tilpas, de synes, det er nedværdigende for de lokale at blive ansat som bærere. Dette er virkelig en stor misforståelse. Muligheden for at tjene lidt ekstra, og for dem lette penge, er noget der går på omgang blandt mændene i de nærliggende landsbyer. Min porter fortæller, at han det sidste års tid kun har fået chancen for at tage med på ture ca. 1 gang om måneden, så han mangler de dyrebare 10$, som han tjener på en tur. Han bruger pengene til at kunne sende sin datter i en god skole. Det er derfor med beklagelse at vores gruppe må efterlade en flok på 6-7 skuffede lokale mænd.
2 af nationalparkens rangers er sendt i forvejen for at prøve at lokalisere den gruppe gorillaer, vi skal besøge. De starter altid med at gå til det sted dyrene sidste er blevet set.  Gorillaerne bygger hver nat store reder som de sover i og begiver sig typisk nogle kilometer væk næste dag for at finde mad et nyt sted.
Kenya Claus
Foto af Mads Thomsen
Turen er betagende smuk. Den første time går vi langs regnskoven på en højderyg med udsigt ud over landskabet med dale og små landsbyer. Langt væk på bjergskråningen på den anden side af dalen står små børn og vinker og råber ”Hello”, lyden bliver båret lige så fint hen til os, og vi råber små hilsner retur.  Dette er et billedskønt scenarie, som kunne være taget ud af en film.

Derefter begynder turen ind i regnskoven. Her er temmelig mudret og flere steder går vi på kanten af en stejl skrænt. Jeg er glad for både min stok og min porter, som holder mig i hånden, så jeg ikke glider. Vores gode ven Claus (som har været på Gorillasafari mere end 5 gange) går foran mig, og lige pludselig forsvinder han fra stien. Han glider i bedste Indiana Jones maner ned af skrænten, som er godt dækket af træer. Vi kan ikke se ham, men kan heldigvis høre ham grine hele vejen ned og det er også med et stort smil, han med besvær kommer kravlende retur til stien.
Efter ca. 1½ times vandring i regnskoven, er vi kommet helt tæt på den flok gorillaer, vi skal besøge. Vi efterlader vores stokke til porterne og går forsigtigt ind i et lille område med lavere træer. Lige der foran os sidder en kæmpe stor ”dame” og tygger på en gren. Det er gruppens bedstemor og hendes fantastiske mørke øjne ser lige ind i mine. Det lyder banalt, men det er altså for vildt, det er fuldstændig som at se ind i et klogt ældre menneskes øjne. 

Vi er utroligt heldige. Den gruppe vi besøger har en 10 uger gammel unge og for 2 uger siden fik flokken endnu et nyt medlem. Den mindste gorilla sidder på ryggen af sin mor og ser på os. Den store unge er en rigtig ”festabe”. Den er meget nysgerrig og skal afprøve alt. Kravler rundt på de voksne gorillaer, kravler op i et højt tyndt træ som knækker, så den falder ned - den er ganske enkelt ikke til at stå for. Mens jeg står og nyder synet af den lille frækkert sammen med den ene ranger, bliver det for meget for den store ”silverback” – flokkens førerhan på omring 500 kg. Han kommer med arrige lyde og styrker hen imod os. Rangeren tager sin arm beskyttende op foran mig og siger, at jeg bare skal tage det roligt, gorillaen skal bare lige markere og fortælle, at vi ikke skal komme for tæt på hans unger. Det bliver heldigvis også ved skrækken og specielt bange blev jeg egentlig ikke, den ro der hviler over hele stedet er smittende. De 45 min vi har med gorillaerne er noget af det mest fantastiske, jeg endnu har oplevet. Flere gange må jeg se ned og stå helt stille, fordi et af dyrene lige vil forbi - helt tæt på, så man vil kunne røre den, hvis man rækker armen ud.  

Tiden flyver og pludselig står min porter ved siden af mig med et stort smil. Vi skal gå en anden vej hjem, og det betyder at porterne er blevet hentet ind i lysningen for at følges med os. Det betyder også, at flere af dem for første gang får lov til at se bjerggorillaerne, noget der tydeligvis er lige så stort for dem, som det er for os. Vi har været så heldige at vores 2 gode venner Mads og Claus på forhånd har lovet at tage masser af billeder (de er begge uovertrufne fotografer) så Maria og jeg har kunnet nyde besøget hos gorillaerne fuldt ud, uden at skulle tænke på andet end at suge oplevelsen til os.

Turen er relativ dyr og det tager nogle dage at rejse frem og tilbage til området, men for denne ubeskrivelige oplevelse betalte jeg gerne det dobbelte. Det har været fantastisk at få lov til at besøge disse unikke skabninger, som er så lig os mennesker.

Alle fotos er taget af Kenya Claus


Praktisk information.
  • Bjerggorillaer kan besøges fra enten Rwanda eller Uganda.
  • Der går ikke direkte fly til hverken Kampala eller Rwandas hovedstad Kigali. Turen kræver mindst 1 mellemlanding undervejs.
  • Der kræves visa til Uganda. Dette kan købes ved ankomst i lufthavnen.
  • Der er malaria i området, så vi tog Malarone på hele turen. En række vaccinationer er nødvendige før afrejse (bl.a gul feber, leverbetændelse, menigitis). Forhør dig hos en rejseklinik. Vi bruger Rejseklinikken i Charlottenlund rejseklinikken.dk
  • Turen fra Ugandas hovedsted Kampala til Bwindi tager ca. 10 timer i bil. Turen er meget smuk og er også en del af oplevelsen.
  • Min. alder for at få adgang til turen ind til bjerggorillaerne er 15 år.
  • Det kan ikke på forhånd siges, hvor længe og hvor langt man skal gå i regnskoven for at nå den gruppe bjerggorillaer, man skal besøge. Det kan tage fra 1 til 7 timer hver vej.
  • Turen til bjerggorillaerne i regnskoven koster omkring 500$ inkl. rangers.
  • En porter koster ca. 10$ for hele dagen. Husk indtægten er vigtig for de lokale og en porter er en god hjælp på turen.
  • Gode vandresko med glidesikre såler er et must. Ellers er der ikke specielle krav til påklædningen.
  • Huske rigeligt med vand til turen.
  • Bestil turen i god tid. Hver gruppe gorillaer må kun få besøg 1 gang om dagen. Man går turen i grupper af max 7 personer.