Kan lige så godt indrømme det med det samme, Rom er og
bliver vores yndlingsby så lige netop denne by besøger vi igen og igen. Den
seneste tur i september 2015 er den første sommertur ud af de mange besøg, vi
allerede har haft i byen, de øvrige har typisk ligget i det sene efterår eller
i det tidlige forår.
Vi er som hver gang vi har besøgt byen heldige med vejret,
men mindre heldige med flyet, som desværre er aflyst. Vi ender med at rejse en
tur over Paris i stedet for at flyve direkte og ankommer sent om aftenen, næsten
4 timer forsinket, til Roms lufthavn. Vær for øvrigt opmærksom på, at der er
klare regler for kompensation ved forsinkelser og aflysninger, i vores tilfælde
bør vi få 250 euro retur pr. flybillet. Se mere om disse regler på
tænk.dk.
Hotelovernatninger er temmelig dyre i Rom. Vi har prøvet
lidt af hvert: 3 stjernede hoteller som
ikke var noget at skrive hjem om, et lille privatejet pensionat lige bag selve
Peters Kirken, hvilket var super godt og meget fornuftigt prismæssigt og så på
den seneste tur en lejet privat bolig. Vi er faldet pladask for en dejlig bolig med en kæmpe tagterrasse med
udsigt ud over Roms tage. Her nyder vi
morgenmaden, eftermiddagssolen med en god bog med et glas vin og slutter også
dagen af med det sidst glimt ud over byen. Vi bor helt centralt i det
historiske Rom, hvilket klart kan anbefales, da man her kan gå til alt og der
er mange rigtig gode restauranter lige udenfor døren. Der er nu mange gode
områder i Rom, og hvis du bor i den indre del af byen, så er det let at gå
rundt til stort set alt man bør se og opleve, når man besøger Rom. Andre
anbefalede områder til overnatning er Travestere og området lige omkring
Peterskirken.
Yndlingspletten i Rom er for os Pantheon. Denne fine
helligdom ligger på en lille plads med masser af liv og omkranset af små cafeer
og restauranter. Pantheon har gennem tiderne været ”hus” for en del forskellige
trosretninger og er betydelig mere minimalistisk dekoreret ift. hovedparten af
Roms katolske kirker. Den kæmpe kuppel er uden malerier og dens smukke arkitektur
med det stor hul i midten er med til give Pantheon det meget unikke udseende og
stemning. Rummet har ingen kunstigt lys men oplyses alene af det dagslys, der
kommer ned gennem hullet i taget. Det anbefales at besøge Pantheon om
formiddagen så tidligt som muligt, da her er færrest mennesker på dette
tidspunkt.
Et andet dejligt sted som for øvrigt også er gratis at
besøger er Fontana Di Trevi – det kæmpe store springvand med de flotte figurer.
Det er meget smukt beliggende på et lille bitte torv, så man faktisk først
opdager, at man er der, når man kan høre vandets brusen. Desværre er hele
fontænen under restaurering, da vi besøger Rom i denne omgang, så der er
stilladser alle vegne og ingen vand. De mange turister står alligevel i en tæt
kødrand og tager masser af billeder, det morer vi os lidt over.
Tæt på Fontana De Trevi ligger den spanske trappe. Der er typisk
rigtig mange mennesker nedenfor og på selve trappen. Når man ser billeder af
den spanske trappe, så er den altid fyldt med blomster, noget vi aldrig har
oplevet. Så vidt vi har kunnet læse os til, så er det i april, man kan opleve
dette syn. Det kan anbefales at gå op ad trapperne og tage gåturen nordpå til
Piazza del Popolo på den højere beliggende gade ift. gågaden, der løber foran
den spanske trappe. Der er en rigtig smuk udsigt ud over Rom, og her er færre
mennesker.
Vi besøger ikke alle turistattraktionerne hver gang vi er i
Rom, men vi er altid lige et smut forbi
både Colosseum og Peterskirken, dog uden at nå så langt, at vi skal betale
entre. Der er næsten altid virkelig mange mennesker ved disse 2 unikke steder,
og hvis man har været der før, er det
ikke altid man kan overskue at skulle stå i kø i flere timer. Hvis du besøger
Rom for første gang, så er de 2 steder et absolut must og er indgangskøerne for
lange, kan det overvejes at betale sig til en privat guide, disse har egen
indgangskø med prioritet før ”pøblen”.
Colosseum er ganske enkelt imponerende. Det store teater er
faktisk større, end man lige regner med og det er til at forstå, at det kunne
rumme 5000 tilskuere, når der var kampe i arenaen. Når man ser ud over området
der hvor ”managen” var og kikker ned i de underliggende gange, kan man næsten
mærke frygten fra de stakkels mennesker og dyr, der ventede på at komme i kamp.
Hvis du skal i Vatikan museet, hvilket varmt kan anbefales,
så køb billet på nettet hjemmefra, det giver
langt hurtigere adgang til museet.
Sørg for at lægge besøget i Vatikanmusset og Peterskirken på samme tur. Når man
kommer til det Sixtinske kapel, er der for enden af rummet en udgang, der siger
Sct. Peters (eller noget lignende). Tag denne udgang og så kommer du ud lige foran
indgangen til Peters Kirken og kan på den måde undgå den typisk flere timers
lange kø foran Peters kirken. Peters Kirken er enorm og ikke specielt smuk,
meget bombastisk og overdådig på en næsten vulgær måde, men den bør ses bare en
gang. En tur op i kuplen kan også klart anbefales. Vær dog opmærksom på at
turen ikke er et godt valg, hvis du ikke er godt gående og lider man af
klaustrofobi, skal man også lige overveje om turen er det værd. Den sidste del
af turen foregår i en smal gang langs med kuplen og der er virkelig ikke meget
plads. Til gengæld så har man en forrygende udsigt ud over Rom samt et kik ned
i Vatikanets have, så vælg denne tur en dag der er blå himmel.
Engelsborg ligger ved en af de smukkeste broer over Tibern.
Engelsborg er bestemt også et besøg værd, men er køen for lang vil jeg nok
vælge dette sted fra til fordel for Vatikanet og Colosseum. Til gengæld kan man
ganske gratis nyde den flotte fæstning udefra – den smukkeste vinkel er uden
tvivl fra broen med statuerne.
At gå rundt i Rom er
en oplevelse
Når vi besøger Rom så foregår meget af ferien med at vandre
rundt i de små gader. Man farer hele tiden vild selv med et kort, men det er
kun hyggeligt at gå forbi de utallige små torve med obelisker, springvand og kirker.
Vi får typisk drukket mange små kopper kaffe – næsten hvert 4 hus er en bar,
cafe eller restaurant. Noget vi denne gang oplever som nyt i byen, er de mange
vinbarer, som er dukket op de seneste år.
De synes at være meget populære, tæt besat af romere, men i det hele
taget ser krisen i de sydlige Europa ikke ud til at have sat en dæmper på de
mange restaurantbesøgende, som er meget kendetegnende for italienerne.
En klassiker på en tur til Rom er Trevestere området (Roms
Latinerkvarter), som ligger på den venstre side af Tibern. På den sidste tur
valgte vi at gå til området efter et besøg på Peterspladsen. Der ligger en stor
park i området mellem Peterskirken og Travestere, som vi beslutter at gå
igennem, men det lykkes os aldrig at komme indenfor i parken, vi går hele vejen
langs med muren, men på den forkerte side og overvejer seriøst flere gange at
prøve at klatre over den J.
Trevestere er hyggelig at gå rundt i men pas på de mange turistfælder, vi
spiste her et virkelig dårligt måltid mad. Se mere i afsnittet omkring Roms
restauranter. Men der er bestemt også gode restauranter i området – søg evt. på
Tripadvisor.dk så du ikke ryger i samme fælde som vi gjorde.
Hvis man er til markeder, gemmer området lige op til
hovedbanegården på et virkelig både flot og stort fødevaremarked. Der er alt
man kan drømme om både fisk, kød, grøntsager, olier, krydderier osv. Her møder vi stort set udelukkende italienere
på indkøb. Markedet ligger på Via Filippo Turati. Der er også et marked på
Campo De Fiori. Det ligger virkelig smukt på et lille torv, men her er primært
turister og priserne er herefter f.eks. vil flere af de handlende ikke have, at
man tager fotos, med mindre man køber noget.
Man spiser så dejligt i Rom, kunne tage turen bare for
madens skyld. Og så koster det langt mindre at gå ud i Italien. En rigtig god
middag på en bedre restaurant med en skøn flaske vin til koster sjældent mere
end 500 kr. for 2 personer. Det anbefales at bestille bord på de mest populære
restauranter eller mød op kl. 19/19.30, da romerne typisk spiser senere. Vi
oplever ofte at være alene i restauranten når vi ankommer ved 19.30 tiden, men
inden der er gået en time, er alle borde besat. Se mere omkring anbefalede
restauranter under Roms Restauranter.
- Flere flyselskaber flyver direkte til Rom bl.a.
SAS og Norwegian. Vi betalte 1500 pr. person for flybilletten, men prisen
svinger meget alt efter årstid, og om man har bestilt billetten i god tid.
- Hoteller i Rom er relativt dyre. Vi lejede vores lejlighed via Wimdu.dk – Airbnb.dk har også lejligheder i Rom. Vi betalte 5200 kr. for 4 overnatninger
- Der går lufthavnstog til Termini (hovedbanegården) og der kører både Metro og bus i Rom. Dog skal man være opmærksom på at trafikken er heftig i byen, og turen kan ofte tage langt længere tid end beregnet. Vi regnede ud, at vi kunne spare ca. 10 Euro ved at tage de offentlige transportmidler og valgte derfor kørsel fra lufthavn til lejligheden med et privatejet transferselskab. Turen kostede 50 Euro hver vej for 2 personer. Klik her for link til transferselskab
- En del restauranter og barer modtager ikke kreditkort så hav altid kontanter på dig.
- Der er en del hæveautomater i byen, de ligger primært i forbindelse med de store banker – vi oplevede ingen problemer med at hæve penge på visa/dankort.
- Det kan være lidt svært at regne husnr. ud. Mange gader har ikke lige nr. på den ene side af gaden og ulige på den anden som vi kender det i Danmark, men nr. kører fortløbende på samme side af gaden.
- Pas på trafikken i Rom. Der tages ikke specielt hensyn til fodgængere så det er med at trække tæerne til sig, når der kommer en bil eller knallert forbi, specielt i de meget smalle gader.